Få læst teksten højt ved at markere teksten og tryk på play-knappen.

Tørre øjne

Tørre øjne er en multifaktuel sygdom i tårefilmen og/eller øjets yderste struktur. 

Tørre øjne giver symptomer som f.eks. nedsat komfort, synsforstyrrelser og ustabilitet i tårefilmen, der giver øget risikoen for skader i øjets ydre strukturer. Dette kombineret med nedsat osmotisk tårefilm giver en øget risiko for øjenbetændelse.
Symptomerne ved tørre øjne kan variere meget, både på hvilke typer og hvor kraftigt de påvirker den enkelte klient.

Symptomer:

  • Uklart syn
  • Svien/kløen
  • Grus/sand fornemmelse
  • Røde øjne
  • Øjne løber i vand
  • Øjensmerter
  • Ømhed

 

Årsager:

  • Alder
  • MGD (Meibomian Gland Dystrofi, tilstoppede kirtler i øjenlågene)
  • Astenopi (anstrengte øjne som flg. af f.eks. samsynsfejl)
  • Blepharitis (øjenlågsbetændelse)
  • Demodex (hårsækmider i øjenvippehårsækkene)
  • Systemiske sygdomme
  • Allergi
  • Medicin
  • Tørre miljøer
  • Brug af make up/cremer i øjenomgivelserne
  • Kontaktlinsebrug

 

Alder er den største årsag til tørre øjne.
Hos 30% af befolkningen er MGD den mest udtalte årsag.
Herefter kommer Blepharitis.

Eksempler på behandlinger:

  • Øjenlågsrens
  • Varmt kompres og tømning af meibomske kirtler.
  • Koldt kompres, for hævelser.
  • Bandagelinser (kontaktlinse som bruges, som gennemsigtigt plaster)
  • Mini sclerallinser/ sclerallinser.
  • Samarbejde med andre fagområder, til løsning af problem.

Tørre øjne kan opstå ved øget fordampning, forurening eller anden påvirkning af tårefilmen.
Tårefilmen består af tre lag, der hver kan være en afgørende faktor i tårefilmens overordnede stabilitet.

 

De tre lag i tårefilmen er som følger:

 

Lipidlaget (olielaget): Lipidlaget er det yderste lag af tårefilmen og har til egenskab at holde på vand- og mucinlaget og sikre at der ikke opstår fordampning eller kolaps. Olien til lipidlaget bliver dannet i de meibomske kirtler, der ligger i parallelle rækker i både nedre og øvre øjenlåg. Disse påvirkes særligt ved brug af eyeliner, vandfast mascara, fedtholdige cremer i øjenomgivelserne, som f.eks. solcreme, og andre produkter deslige.

 

Vandlaget: Vandlaget er det tykkeste lag og bliver dannet i en kirtel som ligger oppe under øjenhulen ud mod øret. I vandlaget findes næringsstoffer som er med til at sikre udskiftning og gendannelse af cellerne i hornhinden og beskyttelse mod mikroorganismer.

Vandlaget bruges også som kølende væske til at nedkøle hornhinden.

Mucinlaget (slimlaget): Mucinlaget er det inderste lag som renser hornhinden og slimhinden for urenheder, døde celler og partikler. Mucinen danner en beskyttende hinde rundt om urenhederne, hvorefter vi kan fjerne det som puds i øjenkrogen.
Påvirkning af dette lag kan skyldes en forstyrrelse af tårevæskens osmose som følge af inflammation. Inflammation ses typisk ved længerevarende mekanisk påvirkning af det indre øjenlåg og kan opstå som følge af udtørring af øjets yderste overflade over længere tid.

Ved forstyrrelse eller forurening af et eller flere lag af tårefilmen, vil der kunne opstå fordampning af væskelaget eller ubalance i lipidlaget, som kan føre til symptomer på tørre øjne.